Job Vision har været en foretrukken samarbejdspartner i beskæftigelsesindsatsen siden 1992, hvor virksomheden blev etableret af de to arbejdssøgende jobvisionærer Bjarne Sunder og Axel Ramsing.
På daværende tidspunkt var begge uden arbejde, og de deltog i et aktiveringsprojekt for ledige. Deres oplevelse var, at de eksisterende projekter for ledige ikke var effektive nok, og de fik idéen om at opstarte et mere givtigt aktiveringsprogram for ledige.
Idéen bliver til virkelighed samme år, hvor Axel Ramsing og Bjarne Sunder opstarter Job Vision, Danmarks første virksomhed til karriererådgivning af opsagte og ledige veluddannede, i et kontorlokale i Birkerød.
Det første produkt, som Job Vision tilbyder, er et 13 ugers forløb kaldet "Futura", og fokus i forløbet ligger på personlig rådgivning.
I begyndelsen er kandidaterne primært kontanthjælpsmodtagere med kortere eller længerevarende uddannelse og erhvervserfaring. I løbet af kort tid bliver dagpengemodtagere ligeledes en del af kundesegmentet.
I 1994 udvides forretningen til også at tilbyde rekruttering, leder- og medarbejderudvikling, genplacering og organisationsudvikling. Det er ligeledes i 1994, at de første medarbejdere bliver ansat.
I 1998 åbner virksomheden kontor i Århus, og to år senere florerer forretningen for alvor. Job Vision bliver en anerkendt medspiller på ledighedsområdet, og markedssegmentet udvides til også at omfatte karriererådgivning.
I 2003 bliver Job Vision medlem af ACP – verdens største faglige organisation inden for karriererådgivning, og året efter har Job Vision 100 medarbejdere og 20 afdelinger i Danmark.
I 2005 bliver Job Vision solgt til Krifa Holding A/S, men fortsætter som selvstændigt datterselskab i Kristelig Fagbevægelse Koncernen.
For tredje år i træk nomineres Job Vision som "Entrepreneur of the year" af Ernst & Young.
I 2006 fratræder Axel Ramsing og Bjarne Sunder, og Henry Haahr tiltræder som ny direktør i Job Vision.
I 2009 er Job Vision en fortrukken samarbejdspartner i beskæftigelsesindsatsen. Job Vision har ca. 90 faste medarbejdere og en række freelance konsulenter fordelt på landets 20 afdelinger, med hovedkontor i Hillerød.